SØNDAG 23/10-2016:
Flyveturen er relativ lang og der er en hel del ventetid. Der forekommer ingen væsentlige indtryk af den spanske kultur. Dog spiser vi på en restaurant i Malaga, hvor der smages på kogt blæksprutte, den spanske version af russisk salat og rejer kogt i olivenolie, hvidløg og andre krydderier. Vi ankommer til hotellet omkring klokken 19 og fik herefter pakket ud. Maden blev spist omkring klokken 22, og bestod af noget, som mindede om æggekage samt tørret skinke og salami. Herefter var man særdeles træt.
MANDAG 24/10-2016:
Vor dag starter relativt sent, med morgenmad omkring klokken ni, hvorefter vi drog mod skolen klokken halv ti. Vejret var fint og væsentligt varmere end det danske efterårsvejr. Det første stykke tid bruger vi på at blive vist rundt på skolen. Efter formiddagspausen, følger vi undervisningen i den ene klasse. Her er klassen delt op i grupper, hvori de skal agere forskellige dele af en virksomhed. Vi deles med ud i grupperne, og får det første indtryk af spansk sprog i aktion. Det er relativt svært at følge med, selvom eleverne er pædagogiske og med store armbevægelser, gentagelser og langsom tale guider én igennem det. Efter to moduler, fortsætter vi til næste klasselokale, hvor vi deltager i en IT-lektion. Her tales væsentligt højere, hurtigere og modulet er derved også mere uforståeligt. Efter skole, blev en præsentation omkring Danmark, Kalundborg og Allikelund Gymnasium færdiggjort, hvorefter det stod på rundtur gennem Melilla. Vi spiste aftensmad mellem halv ni og ni. Måltidet bestod af noget, som mindede om en gryderet, en smule salat og noget suppe.
TIRSDAG 25/10-2016:
Tirsdag startede vi skoledagen klokken 8:30, hvilket er almindelig tid på instituttet. Skoledagen startede med undervisning i noget som mindede om innovation – dog med en enkelt times afbrud, hvor vi fulgte undervisningen i en klasse der blev undervist i arbejdsmiljø, -skader og medfølgende risici. Klokken 11:15, da der var pause, fulgtes vi med innovationsklassen ned til et sted længere nede ad gaden, hvor vi spiste frokost. Da vi kom tilbage til skolen klokken 11:45, skulle vi fremlægge en præsentation omkring Danmark, Kalundborg og Allikelund Gymnasium for de to klasser, hvis undervisning vi primært følger. Præsentationen blev fulgt op af en spørgerunde blandt eleverne, hvorefter vi fulgte med til undervisning i en lektion i Empresa en Aula, hvilket er en form for undervisning i virksomhedsdrift. Vi havde derefter fri klokken 13:30 og vi fandt en restaurant og spiste frokost med vor lærer, som ville tage hjem til Danmark dagen efter, hvor vi samtidig evaluerede de indtil videre gennemgåede dage. Vi spiste en treretters måltid af traditionel, spansklavet mad. Her startede vi med en form for karrysuppe (ihvertfald suppe), hovedretten var kødboller, medens desserten var flán. Da dette var ovre, havde vi en times tid, hvor vi slappede af, før vi tog i biografen sammen med én af de kontaktlærere, vi har på instituttet. Her så vi Cigüeñas, som var en animationsfilm. Herfra var vi hjemme omkring klokken 20. Derefter påbegyndte jeg en danskaflevering, indtil aftensmaden klokken 20:30. Her spiste vi en form for bønnesalat og fik nogle ”pinde” eller ”ruller” ost, som så ud til at være paneret på en eller anden måde. Da aftensmaden var færdig, var det endnu engang tid til dansk aflevering, indtil det var sengetid.
ONSDAG 26/10-2016:
Dagen startede i skolen klokken 8:30. Her fulgte vi endnu engang undervisningen om arbejdsmiljø, -skader og medfølgende risici. Fra klokken 9:30 skulle vi på tur med de to klasser, vi primært havde undervisning med, for at se den gamle bydel i Melilla. Dette tog nogle timer, hvor vi samtidig havde frokostpause, forinden vi sluttede med en lektion Empresa en Aula 13:30-14:30. Efter skoletid blev en danskaflevering færdiggjort, hvorefter det stod på en løbetur gennem Melilla, med næste punkt på dagsordenen klokken 20:30, da der endnu engang var aftensmad. Denne gang var det kylling med salat og noget kogt broccoli, asparges og gulerødder.
Billede taget fra den gamle bydel i Melilla
TORSDAG 27/10-2016:
Dagen i dag startede en smule senere end de foregående dage. Vi blev hentet klokken 8:30 af Rubén, for at være på Hotel TRYP Melilla Puerto, hvorpå der blev afholdt en Iværksætternes Dag (Día de Emprendedores), som er en national kampagne, som afholdes hvert år for at få flere til at starte egen virksomhed, som prævention mod den høje arbejdsløshed, der er i Spanien. Dagen bestod af en række foredrag, blandt andet af tidligere vandpolospiller, Pedro García Aguado. Klokken 11:15-11:45 var der en kaffepause, hvor der blev serveret kaffe, vand, juice, kage og frugt, og hvor det var muligt at komme rundt og besøge nogle boder fra forskellige relevante foreninger og organisationer. Fra klokken 11:45 fortsatte arrangementet med yderligere præsentationer frem til klokken 14:00. Herefter blev der (endnu engang) taget fællesbillede med de klasser, som vi primært har undervisning med, på en trappe i hotellet, inden vi var færdige for i dag. Vi Tog med den ene af kontaktlærerne til en af de spanske skoler for de mindre elever, hvor vi var med til at hente hendes søn og datter, på hhv. 6 og 12 år, for derefter at aflevere dem ved deres hjem, for at fortsætte videre og spise frokost. Frokosten, som blev spist sammen med alle tre danske elever, de to kontaktlærere og den enes mand, var et treretters måltid, først af tapas (i denne omgang kogte kartofler i en form for sovs/creme – en ret som dog er ”kold”, altså stuetemperatur), Paella og til sidst et fad med frugt. Ved 16:30-17:00-tiden var vi hjemme ved hotellet, hvor Kenneth og jeg var ude at løbe med Rocios mand. Klokken syv stod den på bad og afslapning indtil klokken 20:30, hvor vi gik ned til aftensmaden, som bestod af to stykker fisk, salat og noget som formentligt var hønsekødsuppe.
FREDAG 28/10-2016:
Fredag startede som sædvanlig klokken 8:30, hvor med to lektioner af Empresa en Aula, efterfulgt af en lektion FOL. Ved frokostpausen gik vi til en nærliggende butik, hvor det er muligt at købe sandwiches, hvor der blev købt frokost. Efter frokosten havde vi tre timers Informatica … hvor eleverne først skulle lave nogle opgaver i Paint for derefter at skulle inddeles i hold og lave en Stop-motion video. Efter skole, tog vi hjem og klokken 17 tog vi til den kristne kirkegård med den ene kontaktlærer og hendes familie, efterfulgt af et besøg på stranden. Herefter tog vi tilbage til Residenciaet. Klokken 20:30 var der aftensmad, hvilket bestod af suppe, pizza og salat.
Den katolske kirkegård i Melilla
LØRDAG 29/10-2016:
Lørdag startede en smule kaotisk, da vi havde taget fejl af weekendens tidspunkter for morgenmad; medens vi troede morgenmaden sluttede klokken 10:30, sluttede det klokken 10:00, hvilket vi opdagede omkring klokken 9:50 og derfor havde vi travlt med at komme ned og spise morgenmad. Efter aftensmaden, klokken 10:30, tog vi til et marked (el mercadillo), hvilket tog en times tid. Herefter vendte vi hjem indtil vi ved et-tiden spiste frokost. Her fik vi en række forskellige tapasser, efterfulgt af Paella og noget som mindede om en spansk tortilla. Samlet set betalte vi 8 euro hver og forlod stedet omkring klokken 15. Herefter tog vi hjem, hvor vi slappede af resten af aftenen. Aftensmaden blev spist klokken 20:30.
SØNDAG 30/10-2016:
Dagen startede en smule mere blødt ud, eftersom vi denne gang var helt sikre på, hvad tid der skulle spises morgenmad. Klokken 11:00-11:30 blev vi hentet af en af eleverne, hendes søster og far, hvorefter vi kørte til en park, beliggende udenfor byen og meget tæt på grænsen til Marokko. Her tilbringer mange af indbyggerne deres søndag. Her mødtes vi med en masse andre af eleverne og der blev tilberedt mad og snakket, hvilket dog er relativt svært at følge med i, når spanierne først begynder (specielt ikke med accent, man ikke har undervisning i at forstå). Senere på dagen gik vi en tur i parken, og stod blandt andet helt op ad grænsen til Marokko. Vi vendte hjem ad klokken 16, hvorefter jeg løb en tur. Herefter skulle der laves en matematikaflevering. Klokken 20:30 spiste vi aftensmad.
billede fra parken. Hegnet er grænsen til Marokko
MANDAG 31/10-2016:
Mandag startede lidt sent i forhold til de andre dage. Vi mødtes med Carmen omkring klokken 13:30, hvorefter vi gik en tur ned ad stranden i Melilla. Herefter spiste vi på en restaurant i nærheden af stranden, hvor vi spiste tre forskellige retter af couscous. I brødkurven lå nogle piquetas, som vi smagte i samme omgang. Efter frokosten, tog vi hjem til Carmen (s mor?), hvor vi blandt andet snakkede med hendes bedstemor. Efter en times tid tog vi til centrum (tror jeg?), hvor vi gik i en park. Da Carmen blev kaldt på arbejde efter en halv times tid, tog vi på udforskning i de forskellige souvenirbutikker (og andre former for butikker) som lå i nærheden. Da vi endelig skulle til at finde hjemad, lykkedes det os at fare vild, hvorfor vi fik gået mere eller mindre halvdelen af udkanten af Melilla igennem inden vi fandt en vej vi kendte, og på den måde kom hjem. Til aftensmad fik vi fisk, suppe og salat. Aftensmaden spiste vi klokken 20:30
Skulptur af Don Quijote og dennes forfatter, Miguel de Cervantes.
TIRSDAG 1/11-2016
Tirsdag havde vi næsten frie tøjler. Vi spiste derfor morgenmad klokken 9:30, hvorefter vi 12:30 gik en tur i byen. Da det var helligdag, var stort set alt lukket, men vi nulrede rundt i Melilla og forsøgte at gå nogle veje, vi ikke før har været på. På den måde fandt vi et sted efter et stykke tid at spise (Stavanger Café, med det norske flag som logo). Herefter fandt vi hjemad igen. Vi var vel hjemme omkring klokke 14:30-15:00. ved 17-tiden løb jeg en tur. Her var læggene godt smadret bagefter, da det blandt andet indebar en løbetur opad de 214 trappetrin, som ligger på vej til skole. Vi mødtes ved skolen klokken 21, hvor Carmen og hendes kæreste hentede os og vi kørte et eller andet sted hen og spiste sammen med Rocio, der hed Discoburguers (ja, med to u’er). Bagefter kørte vi med Carmen og hendes kæreste endnu en tur i byen. Selvom vi snart havde set alt hvad der var at se, var der denne gang helt mørkt og derved også en smule anderledes. Dagen sluttede omkring 23:30, da vi igen var vendt tilbage til residenciaet.
ONSDAG 2/11-2016
I dag var det endeligt hverdag igen. Almudena var sent på skolen, hvorfor vi først skulle møde klokken 9:20. de første halvtreds minutter var en fritime, hvorfor vi gik en tur i byen og fik fremvist nogle af de skulpturer, bygninger og lignende, som er af betydning i centrum af byen. Herefter gik vi til en lektion i FOL. Da dette var slut, var der frokostpause, hvorefter vi havde en lektion Informática, hvor der skulle laves stop-motion-film. Da dette var ovre, havde vi endnu en fritime. Derefter havde vi en times undervisning i Empresa en Aula, hvorefter vi havde fri. Klokken 16:10 blev vi hentet af Rocio og satte mod havnen – nu skulle vi ud og sejle. Vi sejlede op ad kysten af Melilla og i nogle minutter endda ud for Marokkos kyst, før vi vendte hjem. Dette tog en lille times tid, hvorefter turen gik hjemad. Klokken 18:40 løb jeg en tur, og var hjemme igen omkring klokken 20:00. Aftensmaden spiste vi klokken 20:30, som i dag bestod af en pastasalat, med (kogte?) gulerødder, kartofler, squash, o.l. samt (kogt?) blæksprutte.
Den gamle bydel
Billede af Melilla fra søsiden af
TORSDAG 3/11-2016
Torsdag mødte vi klokken 9:25, hvor vi startede med en lektion Empresa en Aula, hvorefter vi havde en lektion FOL. Efter frokostpausen sluttede vi dagen med to timers Informático sluttede vi af med endnu en lektion med Empresa en Aula. Om aftenen løb jeg en tur, som trak ud, eftersom jeg farede vild. Herefter spiste vi aftensmad klokken 20:30.
FREDAG 4/11-2016
Fredag startede klokken 8:30 med to lektioner Empresa en Aula, hvorefter vi spiste fælles morgenmad med de to klasser vi primært var i fra 10:20-11:15. Efter pausen, sluttede vi af med tre timers informática, som blev brugt på en quiz. Den sidste af de tre lektioner var dog mere eller mindre fri, hvor der blandt andet var mulighed for at vise nogle af eleverne, hvor vi boede, hvordan vejret var i Danmark kontra Spanien og hvordan vi mere eller mindre levede. Vi fik fri klokken 14:30. Ved 16-tiden, var jeg ude og løbe, hvorefter resten af aftenen stod på pakning og afslapning. Aftensmaden blev spist klokken 20:30, hvorefter jeg gik tætved direkte i seng, så man var klar lørdag.
LØRDAG 5/11-2016
Lørdag morgen havde vi pakket færdig, hvorefter vi vendte i lufthavnen. Vi blev hentet af en taxa klokken 8:20 og turen til lufthavnen tog omkring 5 minutter. I lufthavnen sad vi en del tid, da vi først kunne få lov til at aflevere bagage klokken 9:15. Herefter spiste vi morgenmad, hvilket bestod af en sandwich med kylling. Hjemrejsen startede ellers godt ud, da vi kort efter fik melding om, at flyet var forsinket med omtrent en halv time. Vi kom afsted 11:00. I Malaga sad vi to-tre timers tid, og kom afsted uden forsinkelse ved tre-tiden. Herefter stod turen til München, hvor shorts og kortærmede trøjer, var skiftet ud med lange bukser og frakker. Hjemlængslen var ved at dukke op i München, hvor den var med til at gøre ventetiden endnu længere. Vi sad i München i to timers tid, som vi brugte på at spille kort. Omkring klokken 22:15, var vi endelig i Københavns lufthavn og den danske kulde.
ALT I ALT
Alt i alt, var det en givtig tur. Det var specielt i starten svært at følge sproget, men efter blot et par dage, var det mere naturligt at høre på. Dog med den hage, at vi ikke havde noget synderligt nævneværdigt ordforråd. Det blev derved ikke nemmere at tale, dog nemmere at forstå. Selvom der derfor ikke var nogen større forståelse for sproget, da man kom hjem, var fik man dog indøvet en række begreber og en række ord blev lært og repeteret gennem de to uger. Udover erfaringen med at høre det spanske, var langt den største fordel, at man fik oplevet kulturen; man fik oplevet, at de ting, som man normalt oplever som det umiddelbart indlysende, ikke er det i andre dele af verden. Eksempelvis, var der nogen der blev forbavset over, at der ikke var voldsomt mange religiøse mennesker i Danmark.