Reykjavik, Island d. 10/8 2024 - 21/9 2024

Min praktik hos Medalia, på Island – En personlig beretning.

Den 10/8 rejste jeg mod Reykjavik på Island for at være i praktik hos Ólafur Gauti Guðmundsson hos Medalia.
En af mine bekendte heroppe, via mit heste netværk, hjalp mig med at finde denne kontakt. Derfor var det også lidt af en chance at løbe, da der var tale om 6 uger hos en virksomhed, og mentor, som jeg aldrig har mødt før. Jeg havde kun min mavefornemmelse, og min bekendte, at stole på. Formålet med opholdet var at styrke særligt mine faglige kompetencer gennem praktisk erfaring i en (international) virksomhed, og få anvendt (og afprøvet) mine kompetencer fra skolen til virkelighed. Nu blev tingene pludselig virkelige! 

På min første arbejdsdag, vidste jeg at jeg var endt det helt rette sted for mig. Ólafur tog utroligt godt imod mig, det samme gjorde det kontor hvor han holder til. Klíníkin, som er en privat lægeklinik / privat sygehus, holder til i nogle utrolig gode faciliteter som jeg også har holdt til på. Jeg blev taget godt imod, og jeg fik bl.a. afprøvet den islandske vaffel tradition, på kontoret, af en sød kollega som inkluderede mig meget i hverdagen (hun arbejder for Klíníkin og ikke Medalia). Med nogle kollegaer har der været lidt sprogbarriere, da ikke alle er komfortable på engelsk. Dog er de ikke webudviklere, så på den måde har det ikke “forstyrret” min læringsproces. Men hvad angår arbejdsprocesserne så har det mere eller mindre været som det også er i DK. Ólafur arbejder selvstændigt, men med Klíníkin som et pilotprojekt for hans hjemmeside. Derfor holder han til på dette kontor.

Medalia er navnet på hans virksomhed, som er ved at udvikle en hjemmeside for læge- og medicinalbranchen på Island, som skal få hele sundhedssystemet til at hænge sammen på én samlet hjemmeside. Det er et stort og spændende projekt, og jeg har fået lov til at arbejde med på dette projekt i 6 uger.
Jeg startede med at få min egen lille del af projektet: Opbygge en side om organisationen, og derfra videre til et indboks-system som senere blev til et samlet besked system, med oversigt over indkomne og udgående beskeder. Jeg har bl.a. gjort dette med et UI bibliotek, som så er lavet om med passende komponenter så udseendet passer til det udseende Medalia arbejder med. Jeg har lært så utroligt meget af at være i praktik her, Ólafur har altid sat sig tiden til at hjælpe mig og lære mig ting og forklarer tingene grundigt og lærerigt. Der er kun en ekstra medarbejder (i Medalia), som ikke har sin daglige gang på kontoret, og derfor er Ólafur en travl mand med mange bolde i luften. Begge personer er IT ingeniører, så de arbejder full stack (frontend og backend), og jeg har derfor fået en dybere indsigt i avancerede teknikker og metoder til at udvikle min kunnen. Jeg føler mig, takket været Ólafur, meget bedre klædt på til min svendeprøve i februar 2025. 

Tiden er fløjet af sted, imens jeg har lært om at bruge programmeringssproget meget mere praktisk, jeg har lært mere om netværket af komponenter, reacts opbygning fra top til tå, UI biblioteker, serverside, routers, små fejl der har store betydninger, skrive kode mere selvstændigt og nyde resultatet imens man hopper direkte videre til det næste punkt (osv). Jeg har sågar været med i et virkelig lærerigt online kursus, for at udvikle min forståelse for Reacts kompleksitet og opbygning. Jeg har fået meget mere selvtillid efter denne praktik. 

Den kulturelle del af opholdet var også en væsentlig del af min oplevelse. At arbejde i udlandet bød på en række udfordringer, men også store muligheder for mig som person. Det har ikke været rosenrødt hele tiden undervejs, da min far blev alvorligt syg, lige inden jeg skulle rejse. Så meget at det stadig ikke vides hvor længe han klarer det. Det er også et utrolig dyrt land at bo i, og opholde sig i, så det har været udfordrende økonomisk at få tingene til at løbe rundt uden den sidste del af legatet. Jeg har bl.a. også haft udfordringer med min astma, grundet fugtigt vejr.
Der har derfor været personlige nedture, men jeg er altid mødt på kontoret og lært og suget til mig. Jeg har inkluderet mig selv i en fungerende hverdag, med min sædvanlige gang i et træningscenter, hvor jeg bl.a. også har nydt utroligt godt af den islandske tradition med at hoppe i et hot tub. Dette er en stor kulturel ting, hvor befolkningen nyder godt af de udendørs swimmingpools i 30-40 grader varmt vand – uanset vejr. Det viser sig at det er utroligt godt for min dårlige ryg – og for det mentale helbred – at slappe af i det varme vand! Herudover har jeg også nydt at weekenderne kunne bruges på at tage ud og se de ting, jeg ikke har set tidligere heroppe. Som f.eks. Grotta Lighthouse, Kermóafoss vandfaldet og opleve Réttir (det er når fårene kommer ind fra højlandet til vinteren). Jeg har også nydt godt af en ridetur på de islandske heste i det røde lava område, Raud Holar, hvor jeg selv arbejdede som turguide tilbage i 2017. 

Slutteligt har jeg boet i den skønneste airbnb lejlighed i Árbærområdet i Reykjavik, hos en islandsk kvinde. Hun har taget rigtig godt imod mig, og åbnet sit hjem med åbne arme for mig. Hun har lært mig en masse om islandske traditioner og gøre måder, hun har inkluderet mig i sin familie og hun har bl.a. vejledt mig i ting som de bedste spisesteder, bussystemet og det bedste Réttir. Hun kørte sågar mig, og to amerikanske gæster, ud til min allerførste “vulkan i udbrud – oplevelse” (og senere for at jagte nordlys)! Det var en stor ting at opleve, da dette har været et højt ønske for mig i mange år. 

Jeg er Erasmus-legatet utrolig taknemmelig for at åbne op for at jeg kunne tage lidt af min uddannelse i udlandet, og få oplevelser som hjalp mig med at opbygge et netværk både professionelt og personligt. Jeg er blevet mere selvsikker i min rolle som webudvikler, og jeg har dannet mig et nyt og forbedret perspektiv på webudvikler uddannelsen. Dette ophold har åbnet døren for nye karrieremuligheder i Danmark (og i udlandet), da jeg nu har opnået værdifuld erfaring og et begyndende netværk. Jeg føler mig meget bedre udrustet til at opnå mine mål med denne uddannelse.

Tak er et meget fattigt ord.

Med Venlig Hilsen,

Pernille.