Jeg har været så heldig at komme i praktik i Grækenland i 5 uger. Erini (den europæiske koordinator i Erasmus) tog imod os i lufthavnen og hjalp os med at få et månedskort til Athen og omegn og fulgte os til lejligheden. Togkortet er blevet brugt meget flittigt. Hver dag til hospitalet (mandag-fredag), men også til at udforske Athen. Det var nemt at bruge metroen og toget, for skiltningen på ruterne var også på vores alfabet. Jeg rejste og boede sammen med en klassekammerat. Det har været godt at være to, både for at have en at sparre med og tale med, men også til at dele oplevelserne med.
Jeg har været på flere forskellige afdelinger. Det har været meget spændende og lærerigt at se hvordan de arbejder. På nogle af afdelingerne fik jeg lov til at prøve forskellige ting. Det var både i forbindelse med pleje, at give mad, måle medicin op og se forskellige undersøgelser og operationer.
At besøge et privat plejehjem var også meget interessant at se. Der blev gjort meget ud af at de ældre skulle have det godt og der var lovpligtig vedligeholdelsestræning 3 gange om ugen. Chefsfysioterapeuten viste hvordan man trænede bprgerne. Der er en del aktiviteter, så borgerne har noget at tage sig til. Der var en kæmpe terrasse, hvor de bl.a. lavede olympiske lege og andre spil og lege.
Et besøg på et privat psykiatrisk hospital var også meget spændende. De havde en del aktiviteter til patienterne. Det lå lidt i et roligt område og med meget natur omkring. Skolen hvor Erini arbejder, blev vi inviteret til at se. Der var mange forskellige uddannelser man kunne tage der.
Det har også været en oplevelse at leve i en anden kultur. Grækerne er meget venlige og imødekommende. De fortæller gerne om hvordan det er at leve i Grækenland. De er meget ærlige, så jeg har lært meget om deres hverdag, arbejde, økonomi, politik osv.
Det er længe siden at jeg har gået så meget (mange dage blev det til 20.000 skridt). Min klassekammerat og jeg gik rundt i flere forskellige både der hvor vi boede, men også ved sygehuset, som lå næsten 1,5 times transport fra vores lejlighed. Der er fantastisk mange historiske ting at se, så det var nødvendigt at prioritere. Vi har set mange nye og gamle kirker, som er virkelig flotte og anderledes både udvendig og indvendig. Jeg har set Akropolis, det er et must at se det, det er helt ubeskriveligt. Der er et stort butiksområde ved foden af Akropolis, hvor der er alt hvad hjertet begærer og det er nemt at falde i snak med folk.
I Zyntagma så jeg vagtskiftet om søndagen kl. 11:00 ved præsidentpalæet. Jeg har aldrig set noget lignende, soldaterne gik i 3 snorlige rækker og helt i takt i deres specielle uniformer. Det er en stor kontrast med deres stramme disciplin i forhold til den almindelige grækers indstilling til tingene. De er ret afslappede i forhold til love og regler.
Der var også tid til at tage på stranden og slappe af. Stranden lå ikke så langt fra hospitalet, så der tog vi tit til efter praktikken.
Vi spiste ude hver aften, for det var lettere og ikke dyrere end hvis vi skulle lave mad selv. Vi prøvede mange forskellige steder, men fandt en restaurant i nærheden af lejligheden, der var ekstremt god og med verdens bedste tjener, som fortalte om Grækenland og svarede på alle vores spørgsmål.
Pga. Ferielukning i august, nåede vi desværre ikke ud at se et offentligt hospital eller et værksted for mennesker med lettere fysiske og psykiske handicap. Det hele har været en fantastisk oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden.