Dagbog fra Chios

Første uge

Dag 1 : Athen

Lørdag morgen fløj vi til Athen, og skulle vente der i ca 12 timer. Det var rigtig hyggeligt, da vi tog en taxa ind til centrum af Athen og gik rundt og kiggede, spiste mad, snakkede, og lærte hinanden bedre at kende. Der skete så det om aftenen at en af de andre piger fik stjålet sin taske, og det var vildt synd for hende. Vi tog på politi stationen, og det var sjovt at se hvor forskellige de er fra vores politi. Ingen uniformer, bare to helt almindelige unge fyre der stod og røg smøger indenfor og drak kaffe. Men meget søde og hjælpsomme!

 

Dag 2:

Søndag ankom vi til Chios, vi var alle ekstremt trætte pga den dårlige nat i Athens lufthavn. Vi ankom til et hyggeligt hotel nede ved vandet. Vi fik lidt morgenmad og blev vist til vores værelser. Derefter tog vi alle en lur på et par timer. Om aftenen var vi inviteret hjem til vores græske kontaktperson Euginia og hendes søde familie. De boede oppe i bjergene i det skønneste hus med den skønneste udsigt.

 

Dag 3:

Mandag havde alle os frisørere fri. Så vi tog ind til byen (vores hotel lå 12km uden for byen). Så gik vi og kiggede i butikker, fik vist vores saloner, spiste frokost og snakkede. Dejlig afslappende dag med en masse nye indtryk.

 

Dag 4:

Tirsdag – første arbejdsdag.

Alle os frisører skulle møde kl 8.30, og vi var meget spændte og nervøse for det første møde med vores saloner og mester i de næste 3 uger.

 

b

 

Dag 5 :

Onsdag

Mine to chefer i salonen kunne overhovedet ikke engelsk, så det var svært at kommunikere. I salonen var der 5 elever, hvor kun én kunne engelsk. Det var en udfordring ikke at kunne snakke med sin chef. De vidste ikke hvor langt jeg var i uddannelsen, hvor meget jeg kunne osv, og de prøvede heller ikke at finde ud af det. Den første uge på arbejdet gik med at lære eleverne at kende, suge nye indtryk til sig, kigge hvordan de klippede og behandlede deres kunder og bare observere. Jeg fik ikke lov til andet end at vaske hår på kunderne og gøre rent.

 

Dag 6 :

I løbet af ugen blev det faktisk ret hurtigt hverdag. En skøn hverdag. Dejligt vejr, skønne mennesker. Vi fik taget lidt på udflugt når vi havde fri fra arbejde. Bla var vi i en by der hed Pyrgi , hvor alle husene var mønstret. Vi fik fortalt at det var malet med Hvidt, og så havde de ridset mønstret med gafler og knive. Vi var også på stranden og bade og i weekenden fik vi set Chios byliv.

 

 

b1

b2

 

Anden uge

 

Dag 1:

Mandag :

Hver mandag havde os frisører fri fra job. Så i dag gik vi rundt i byen hele dagen og shoppede og spiste god frokost.

 

Dag 2:

Tirsdag :

Endnu en arbejdsdag. Det er svært at skrive om hver eneste dag, det da hele hurtigt blev hverdag ligesom herhjemme. Man faldt hurtigt til, og jeg følte mig meget hurtigt hjemme, som om jeg bare hørte til der.

 

Dag 3:

Onsdag:

På Chios er der rigtig mange flygtninge, og på hele øen er der 3 flygtningelejre: 1 midt i byen og 2 oppe i bjergene. På vores instruktørs hotel boede mange af de frivillige , og hun kom på den gode ide at vi kunne tilbyde flygtningene at blive klippet. Og det syntes Mie og jeg var en skøn ide. Man må hjælpe hvor man kan. På vej derop efter arbejde var jeg lidt nervøs. Hvad nu hvis de var ekstremt usoignerede , lugtede , havde lus osv osv. Vi kom derop og blev lukket ind i en af flygtningelejrene oppe i bjergene, og jeg blev så overrasket. Det var de sødeste mennesker lige som dig og mig. Mange af dem kunne også engelsk og de små børn var så høflige, løb bare over og gav hånd og præsenterede dem selv. Det var en spændende oplevelse og man kunne se hvor glade de blev for at der var nogle der ville hjælpe dem.

 

b3

 

Dag 4:

Torsdag:

I den salon jeg var i, var en af deres faste kunder en græsk sangerinde. Hun skulle til et fotoshoot i weekenden og ville have sat håret, men mine chefer var usikre på om de kunne lave frisuren som ønsket. De spurgte mig om hjælp og jeg ville med glæde hjælpe, og jeg havde heller ikke haft særlig meget hår i hænderne, så jeg syntes det var skønt.

 

Dag 5:

Fredag:

Sangerinde ankom, og vi aftalte at vi skulle lave en prøveopsætning. Jeg havde sat det hele frem og gjort klar. Men pludselig kom min chef og ville gøre det selv. Hun ville ikke have min hjælp. Så hun prøvede selv og jeg blev lidt skuffet. Det endte så med at hun ikke kunne lave frisuren, så jeg måtte alligevel ind og hjælpe hende og vise hende hvordan jeg ville lave den.

 

 

b4

 

 

Dag 6:

Fredag:

Ankom vores skønne instruktører, de dejligste to mennesker. Vi blev alle inviteret op til vores græske mentor Euginia og hendes familie til stor sovlaki fest. Der var god mad og vin, god musik og dejligt selskab. Efterfølgende tog vi videre i byen.

 

Dag 7:

Søndag:

Skulle vi til fotoshoot med Euginia og sangerinden. Jeg havde fået fortalt at jeg skulle komme og hjælpe med håret, min chef skulle også komme. Jeg regnede med at hun havde krøllejern, produkter, nåle osv med fra salonen. Da vi ankom havde min chef allerede sat håret i salonen og de havde intet med. Det var ret svært at hjælpe med håret uden nåle, produkter osv. Men en sjov oplevelse at være med til.

 

Tredje uge: 

 

Dag 1:

Mandag:

Endnu en dejlig fridag. Denne gang tilbragt på stranden hele dagen , da vejret var vidunderligt. Det var ikke høj solskin hver dag, det var tit lidt overskyet og blæste, da det jo var i maj måned og ikke i sommer perioden. Når det så endelig var kogende varmt, udnyttede vi det og tog på stranden.

 

Dag 2:

Tirsdag:

Endnu en ny arbejdsuge. Jeg blev mere og mere tætte med eleverne fra salonen, vi snakkede meget om vores forskellige kulturer, om løn , økonomi, vores uddannelser og hvor forskellige de var. Jeg var meget overrasket over, at alle eleverne arbejder gratis. De arbejdede hver dag fra 8.30 – 14.00 GRATIS , og tog derefter i skole fra 16.00 – 20.00  uden løn. De levede af drikkepengene og deres forældre. Der blev jeg glad for vores uddannelses system i Danmark, vi er godt nok heldige og forkælede.

Om aftenen skulle jeg med en anden frisør elev og vores instruktører på besøg i en barbershop der lå midt i byen, og se hvordan de arbejdede. Fed salon! Og de herrefrisører der arbejdede der var sindsygt dygtige til deres håndværk! Det kunne vi danskere lære noget af. Da barbershoppen lukkede kl 21.30 inviterede de os ud at spise og vi fik det lækreste græske mad på et hyggeligt lokalt sted.

 

 

b5

b6

 

Dag 3:

Onsdag:

Resten af ugen var lidt sørgelig fordi jeg ville ikke hjem. Jeg var slet ikke klar til at tage hjem, jeg følte slet ikke jeg havde fået nok.

 

Dag 4:

Torsdag:

I Grækenland går de unge ud hver eneste aften. De har fri fra arbejde kl 21,30 og går derefter ud og spiser, og derefter ud og drikker drinks. De kommer tit først i seng kl 3.00 om natten, selvom de skal på arbejde næste dag. Det er meget normalt. Så mig og Mie ville nyde vores sidste aftener, så vi gik ud og fik drinks både onsdag og torsdag aften. Nogle rigtig hyggelige aftner med masser af grin. Det var idag vores sidste arbejdsdag og jeg købte en stor kage til salonen  som tak for jeg måtte være der.

 

Dag 5:

Fredag:

Hjemrejsedagen. Øv. Mega trist. Jeg ville IKKE hjem! Ville ønske at jeg kunne havde blevet der. Jeg elsker øen Chios, og menneskerne. Alle så søde og gæstfrie. Det er ikke sidste gang jeg rejser derned. Jeg har mødt så mange skønne mennesker, som jeg aldrig vil glemme. Og jeg har lært så meget om kulturer, miljøer og om mig selv også. Jeg er blevet mere modig og næste gang jeg skal rejse, bliver det alene. Det ville jeg aldrig have turdet, inden jeg tog til Grækenland! Men nu har jeg fået mere mod og blod på tanden, til at rejse og opleve de forskellige kulturer.