Ravenna, Italien, d. 12/02/2024 - 23/02/2024
Ravenna, Italien
Jeg tilbragte to uger i Ravenna sammen med 9 andre elever fra CELF, 5 af dem fra min klasse. Vi ankom i Ravenna om aftenen efter en dag med mellemlanding og togtur fra Bologna, og brugte resten af aftenen på at finde noget vand og aftensmad. Nogle af os skulle arbejde dagen efter vi ankom, og der var derfor ikke meget tid tilbage på rejsedagen.
Jeg arbejdede på et museum lidt udenfor byen, hvilket krævede at jeg tog toget eller bus, for at komme på arbejde. Det betød også, at jeg kom for sent stort set hver dag, da togene aldrig går til tiden. Heldigvis var mit praktiksted virkelig flinke og forstående overfor dette, og det var ikke noget problem, at jeg kom lidt for sent. Museet var en gammel basilika (kirke) fra omkring år 550, og de fleste af udsmykningerne var også lavet i 600-tallet. Ravenna er en by kendt for mosaikker, og det gjaldt også min praktikplads. Kirken var en traditionel basilika fra perioden, og havde smukke mosaikker, som refererede til den katolske tro eller andre historiske begivenheder. Mit arbejde bestod i at hjælpe med salget af billetter og souvenirs. Der var heldigvis lidt turister, så jeg kunne få lov at arbejde selv, men langt størstedelen af de få besøgende i februar var italienere, hvilket gjorde det en smule besværligt at betjene dem. Der var derfor ikke særlig meget at lave på arbejdet, og vores kolleger på de diverse museer (seks af os arbejde under samme ‘firma’) kunne godt se, at det kunne blive lidt langtrukkent. Vi havde derfor også en dag, hvor tre af os havde fået aflyst vores arbejde, for at vi i stedet kunne få lov at se museerne i Classe, som er byen, hvor jeg arbejdede. Vi så både mit praktiksted, men også et andet, moderne museum kun et par hundrede meter væk. Museet fortalte historien om Ravenna og området, og vi fik lov at se rummene, hvor de laver mosaik workshops med børn. De fortalte også, at det tog 8 kunstnere mange måneder at lave den bølge af mosaik, som fulgte trapperne op til museet.
Ravenna var som sagt en by præget af mosaik. De fleste af museerne i byen er enten gamle kirker med mosaikværker, eller har på anden vis udstillede mosaikker. Også på gaderne var der mosaikker. Gadeskiltene var ofte lavet af mosaik. Ravenna er en gammel, klassisk by. Mange af husene havde de traditionelle italienske farver, hvilket var virkelig pænt, når man går igennem byen. Byen var ret stille, og det var overhovedet ikke præget af turisme på samme måde som andre byer. Vi følte os ikke på samme måde som turister, fordi vi arbejdede der, og kunne snakke med nogle af de lokale. Byen var heller ikke særlig stor i forhold til andre storbyer, og vi lærte derfor hurtigt at finde rundt i gaderne. Vi brugte også et par aftener udenfor lejligheden, da jeg havde fået anbefalet en irish pub, lidt væk fra vores
lejlighed, på arbejdet. Det var et virkelig hyggeligt sted, og italienerne var supervenlige overfor os. Selvom mange ikke snakkede engelsk, kunne de fleste (især unge) godt snakke en smule engelsk.
Vi har også oplevet flere andre byer i Emilia-Romagna regionen. Vi besøgte kort Bologna om lørdagen, hvor vi brugte lidt tid på shoppinggaden, før vi spiste aftensmad og tog hjem. Vi besøgte også byen Cervia, hvor vi skulle mødes med vores koordinator, Alda, på den skole, hvor hun arbejder. Her skulle vi snakke med nogle af de studerende, og vi blev vist rundt i byen af nogle elever. Da vi ankom til skolen, demonstrerede nogle af eleverne udenfor, på grund af nogle forhold på skolen. Det var en lidt usædvanlig oplevelse for os, men for de lokale var det ikke noget ud over det sædvanlige. Når vi var færdige i Cervia, tog vi toget videre til byen Rimini, som er omkring samme størrelse som Ravenna. Rimini var meget mere turistet, med brede shopping gader, men ellers også en virkelig flot by.
Selvom jeg syntes vejret var godt de fleste dage, med 10-15 grader, sol og ingen vind, syntes de lokale til gengæld, at det var koldt. Jeg kunne nemt gå uden jakke udenfor, men man lod hurtigt mærke til, at de lokale stadig havde deres store vinterjakker på. Derudover var luften ikke så ren som man er vant til. De lokale forklarede den dårlige luftkvalitet ved, at der lå mange fabrikker, som forurenede i området. De fleste dage var det okay, men nogle dage kunne man tydeligt mærke, at luftkvaliteten var dårlig udenfor.
Det har været en virkelig spændende og lærerig tur, og jeg er virkelig taknemmelig for, at skolen har denne mulighed. Jeg kan klart anbefale det til andre.