Quinta Horta da Rija.
7. januar 2019 tog jeg fra mørke og grå Danmark ned til solen i Portugal i et PIU-forløb som
gartner. Jeg skulle arbejde otte uger på farmen Quinta Horta da Rija, som ligger langt ude mellem
bjergene ‘Serra de Estrella’ i Centralportugal. I byen Nelas, som var den nærmeste med
togforbindelse, blev jeg samlet op af min vært, Alan. Alan og hans kone Lara driver farmen, hvor
de primært dyrker vin, men også grøntsager og frugt til eget forbrug. Derudover har de får og gæs,
der holder græsset nede i vinrækkerne, høns, et par heste, en kat og tre hunde til at holde vagt og
hjælpe med fårene. Jeg blev samlet op på stationen sammen med to canadiske piger, der ligesom jeg
skulle arbejde på farmen. Alan får løbende folk ind, der frivilligt arbejder et par uger eller mere
mod kost og logi, så jeg har nået at møde rigtig mange mennesker fra rundt om i Verden på mine
otte uger. På farmen var i forvejen tre andre frivillige, to tyskere og en skotte, og vi var alle
indlogeret i Alan og Laras gæstehus.
Som det første blev vi budt på vin. Portugisisk vin selvfølgelig. Det må være essensen af at arbejde
på en vin-farm. De første par uger gik med at plante nye vin i de eksisterende rækker. En del af de
gamle vinplanter var døde i brand, som havde hærget et par år inden. Det er generelt et stort
problem i området, når der bliver ekstremt tørt om sommeren. Alan havde købt 1500 nye vinplanter,
der skulle erstatte de døde. De nyplantede vin fungerer som grundstammer og er en amerikansk vild
vin, som efterfølgende skal podes med bestemte sorter. Bl.a. dyrker Alan sorten ‘touriga nacional’,
som er en rød drue. Det var vigtigt at få plantet vinplanten ret præcist på linje med de andre, så er
det efterfølgende arbejde i marken nemmere.
Dagene startede med fælles morgenmad i Alan og Laras hus. Der havde vi god tid til at vågne
langsomt med havregrød og kaffe og høre, hvad Alan havde af planer for dagen. Mit job om
morgenen var at forberede de vinplanter, der skulle plantes samme dag. Jeg klippede rødderne til og
tog vinplanterne med ud til marken, hvor andre sørgede for at bore huller til at plante i. Det, der tog
mest tid, var at fylde jord tilbage i hullerne omkring den nye vin. På en dag kunne vi plante omkring
250-300 vinplanter. Op af formiddagen var der altid en tepause, og arbejdsdagen sluttede med
fælles middagsmad. Eftermiddagen kunne vi bruge som vi ville. Madlavningen gik på tur, men
ellers var der stor frihed til at gøre, hvad man havde lyst til. Læse, slappe af, klappe får og lam,
nyde solen eller gå tur i det meget smukke område. Der var udsigt til bjerge hele vejen rundt, og
landskabet er råt med klipper, nedbrændte skovarealer, små landsbyer på bjergsiderne, vinmarker,
eucalyptus- og olivenplantager og snoede veje. Landbyerne bugnede med citrustræer fulde af
modne frugter. Det er bestemt ikke dårligt at tage forskud på foråret og sommeren ved at tage
sydpå. Jeg kunne blive ved med at være lige begejstret for den smukke natur, jeg og de andre var så
heldige at bo i.
Efter at have fået alle vinplanter i jorden, gik vi i gang med at beskære de ældre vin. De var plantet
nogle år forinden, og nu skulle de beskæres og bindes ind på wire for at forme dem. Det var et
meget tidskrævende arbejde. Hver plante skal vurderes, og der skal vælges to grene til at blive på
planten og vikles nænsomt om wiren uden at ødelægge de kommende knopper. Resten klippes af.
Med tiden fik jeg mere og mere rutine, og arbejdet blev flydende. Man lærer at ‘læse’ planten. Det
var et roligt, fokuseret og meget afslappende job at arbejde sig igennem den ene række efter den
anden. Man går hurtigt ind i sin egen boble, og pludselig er dagen gået. Når det så oven i købet var i
fuld solskin, var der intet at klage over.
Aftenerne gik med fællesspisning, enten i gæstehuset eller hos Alan og Lara. Nogle dage spillede vi
spil sammen, og alle dage drak vi vin sammen, uden undtagelse. Det sociale har været en meget stor
del af at være afsted. Du lever sammen med dit team og bliver hurtigt en lille familie, der er
sammen fra morgen til aften. Det har været en fornøjelse at møde nye venner, men også en
udfordring hele tiden at skulle forholde sig til nye mennesker. Folk kommer for det meste et par
uger og rejser så videre, så teamet ændrer sig hele tiden, og det er både godt og skidt. Heldigvis var
Alan og Lara gode og erfarne værter, så der var en klar struktur i vores opgaver og dagligdag.
Beskæring er det, jeg har arbejdet mest med i min tid på farmen, og det har jeg virkelig nydt.
Undervejs har jeg også arbejdet med en stenbedshave, hvor jeg plantede små sukkulente planter og
dækkede jorden med et lag granitsten for at gøre stedet mere brandsikkert. Min sidste uge gik med
at opstarte et hydroponic-system, hvor udplantningsplanter til køkkenhaven kan spire uden jord og
næsten direkte i vand. Der var plads til at eksperimentere og fremtiden må vise om det lykkes.
Mine otte uger på Quinta Horta da Rija har været en skøn oplevelse! Jeg har arbejdet ude i
landskabet hver dag med søde mennesker fra alle mulige steder i verden. Jeg har lært om
vinproduktion, har haft hænderne i jorden og i høj grad følt mig som en gartner. Det har samtidig
givet mit et billede af Portugal, dets landskab og mennesker, som jeg ikke vidste meget om før. At
rejse ud alene giver også et nyt billede af dig selv, både som gartner og som menneske. Det har
været et dejligt afbræk fra hverdagen i Danmark, og jeg kan tage meget godt med mig hjem.
Marie
