Uge 2 i Lobetal

Mandag d. 4/2 – 2019
Arbejdsdagen starter med en kort briefing omkring borgerne, og evt. nye borgere til værkstedet. Af det jeg forstod var der ikke noget nyt med de borgere der i forvejen kommer på værkstedet, men at der ”starter” en ny borger d. 18/2.

Jeg har i dag lavet trylledej sammen med borgerne, med udstik forme i form af engle. Borgene synes at det var sjovt at være med til at lave deres eget ”modellervoks”.

Værkstedet har modtaget en bestilling på 400 engle, så det er bare med at komme i gang.

Til eftermiddag var vi ude og gå tur med de to borgere (begge borgere er mentalt udviklingshæmmede, og den ene borger har ikke noget sprog) der altid kommer om eftermiddagen, begge borgere sidder i kørestol den ene borger sidder i en almindelig kørestol, og den anden i en komfortkørestol hvor der er monteret en motor så man nemmere kan køre med kørestolen. Vi gik over til en lille mini ZOO med bondegårdsdyr (ponny, æsel, får og grise), her spørger det personale der er med, de to borgere hvad dyrene siger,
borgerne svare næsten i kor med forskellige dyrelyde. Borgerne er glade for at være ude og gå tur, den ene borger fortæller mig at det er dejligt at få sol i hovedet og at være udenfor.

– Medarbejderen (Tom) der var med ude og gå, tænder en smøg og straks reagere borgeren der ikke har noget sprog ved at rynke på næsen og vende sig væk fra ham. Jeg spørg min kollega om det ikke var en ide at slukke den eller at gå væk fra borgeren når hun reagere på den måde. Hvor efter at han svarer at det ikke er hans problem, og at han altid ryger sammen med borgerne. Han fortæller også at det er normalt at hun reagere på den måde, når der bliver røget omkring hende.
Jeg er målløs og ved slet ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Med min erfaring og menneske kendskab er jeg ikke et sekund i tvivl om at borgeren prøver at fortælle ham noget ved at bruge sit kropssprog. Hun har ikke noget sprog, men det er så tydeligt hvad hun prøver at signalere.

Tirsdag d. 5/2 – 2019
Tirsdag morgen laver jeg kaffe og tee som jeg plejer og dækker bord i de forskellige teams/værksteder/rum. Det er en ny uge, det betyder at jeg skal ind i et af de andre værksteder, de borgere der kommer i det team er ”dårligere” og mere kognitivt udfordrede end i det team jeg har været i, i uge 1. Dem der kommer her har brug for meget mere opmærksomhed og støtte i det de fortager sig. Borgerne her er en blanding afdemente og hjerneskadede med fysiske handikap.

En af de damerne vil gerne strikke, men kan ikke selv slår maskerne op, så jeg slå 25 masker op til hende og det samme til mig selv. Jeg får bakset hende i sin kørestol over ved siden af en sofa, så jeg satte mig i sofaen med hende ved siden af vi havde siddet lidt i stilhed, hvor hun med meget møge og besvær begynder at strikke, indtil hun spørger om jeg ikke kan sætte noget musik på, og så giver hun mig en CD hun havde med hjemme fra (det er en CD med klassisk musik), jeg sætter CD’en på og så er det som om at hun ændrer sig, hendes gigtramte fingrer retter sig ud (lidt ud, så de ikke er så krumme) og hun stikker som om hun aldrig
havde gjort andet.

– En af medarbejderne fortæller mig bagefter at borgeren er en meget dement dame, som sjældent kender sit eget navn men at hun altid har arbejdet til klassisk musik og at hendes pårørende har fortalt at hun er tidlige sygeplejerske og har arbejdet som nattevagt på et sygehus hvor hun strikkede meget imens at hun lyttede til musik. Det var en super spænende oplevelse fordi da musikken så blev slukket (fordi at det var tid til morgenkaffe/morgenmad) krøllede hendes fingrer helt sammen så hun ikke kunne holde på skeen da hun skulle spise sin yoghurt.

Onsdag d. 6/2 – 2019

Onsdag er den korte dag 7:30 – 12:00.

Til morgen får jeg at vide, at der vil være biograf for borgerne kl. 9:30, derfor blev morgenmaden/morgenkaffen rykket frem til kl. 9:00 dette kunne nogle af borgerne ikke finde ud af, en af borgerne reagerede ved at blive ked af det og begynde at ignorer hvad personalet sagde. En anden borger begynde at side og rokke og sige at han havde angst gentagende gange. Jeg spurgte en af personalerne (Babeth) om hvordan de plejer at forholde sig til de borgere der reagere på ændringer. Babeth svare at dem
som ikke kan håndtere ændringer i deres meget strukturerede hverdag, plejer de at skærme i et af de andre værksteder i huset så de ikke mærker ændringer i tid. Men det ikke var muligt i dag da der var
sygdom i blandt personalet.

Under filmen er det få af borgerne der kan holde deres koncentration i alle 90 minutter, og derfor begyndefolk at småsnakke, eller at gå fra salen hvor filmen blev vist på storskærm.

Efter biograf bliver borgerne kørt/ går over i værkstedet igen for at vente på at blive hentet.

– En ubehagelig oplevelse der gik over min grænse. Jeg står og er i gang med at slibe lidt på nogle ler skåle som skal males de efterfølgende dage. Der er en mand som kommer og går i værkstedet lidt som han har lyst til. Den mand har en spastisk arm/hånd, og har også nogle psykiske udfordringer. Jeg har lagt mærke til at det andet personale ignorerer ham, og de har fortalt mig at han ikke er relevant og at de ting han siger sjældent giver mening. Han kommer hen til mig og snakker til mig imens at han bevæger sig tættere og tættere på mig (jeg svare ham med ja og nej til at starte med, men efter lidt tid begynder jeg at ignorere ham), til sidst står han helt op af mig og klapper mig på skulderen, og begynder at holde om mig. Jeg signalere det bedste jeg har lært at jeg ikke bryder
mig om situationen, men da han har nogle forskellige diagnoser og hans frontallap ikke er fuldt udviklet kan han ikke opfange andres signaler. Da han vælger at begynde at kysse mig i ansigtet bliver det for meget for mig, og jeg kommer til at sige til ham på dansk ”Nu bliver du nød til at gå væk fra mig, det der er ikke rart” Dette hører 2 af personalet og de kommer straks hen til mig og
spørger om alt er i orden, og jeg siger at jeg ikke følger mig tryk i situationen, og personalet beder manden om at gå hjem, og fortæller han endnu engang at jeg ikke kan forstå hvad han siger. Han lader til at forstå hvad personalet siger til ham og han begynder at gå og sige farvel til de andre borgere. Da han er færdig med at gå og sige farvel kommer han hen til mig igen, og hele situationen gentager sig. Til sidst bliver han fulgt ud til døren af 2 personaler og en teamleder og bedt om endnu engang om at gå hjem.

Torsdag d. 7/2 – 2019
På værkstedet har de et rum et sanserum. Her inde er det et boldbassin, en kurvestol, en vandseng, en speciel massage briks som vibrerer/varmer/masserer i forskellige intervaller med forskellige indstillinger, der er også en lille kanin som borgerne taler med og fortæller alle deres hemmeligheder og følelser.

Jeg hjalp en borger med at blive lagt ordentligt til rette, og få startet briksen i den rigtige indstilling. Briksen er god til at få gang i musklerne i kroppen, og til at få borgere med muskel kramper eller spasmer til at slappe af. Den indstilling som borgeren jeg hjalp bruger hedder 14, og det er en massage, varme og vibrations kombination som hjælper hendes muskler til at arbejde på den rigtige måde. Det var sjovt at se borgeren før og efter at hun havde brugt briksen, før gik hun meget usikkert og støttede sig til vægen og
håndtag (medarbejderne fortæller mig at hun har haft en hjerneblødning, der har påvirket forbindelsen mellem underekstremiteterne), men efter at hun har ligget på briksen i 30 minutter, går hun næsten uden problemer dog støtter hun sig stadig til dørkarmen ind over dørtrinnene (der skal hun løfte benene for højt, så bliver hun usikker).

– Jeg har aldrig set sådan en briks før, men jeg er stor fan. Babeth fortæller mig at briksen er meget dyr, og at de har fået den på prøve i et år, for at se om den ville kunne gøre en forskel. De har haft den i 5 måneder nu, og borgerne står i kø for at ligge på den, de er blevet nød til at lave et kø system for at alle får lov til at prøve.
Den eftermiddag var briksen ledig og jeg fik lov til at prøve den, jeg har aldrig været så afslappet. Jeg satte den på indstilling 20 ”stress tolerance” i beskrivelsen står der reducing stress and cools down. Det var en blanding af varme og forskellige vibrationer.

Fredag d. 8/2 – 2019
Fredag morgen en der en af borgerne der spørger om vi ikke skal lave engle i trylledej lige som vi gjorde i mandags, jeg siger jo selvfølgelig ja til dette og går i gang med at lave en portion trylledej.

– Medarbejderne fortæller mig imens jeg laver dejen at det er højst besynderligt at hun kan huske hvad hun har lavet i mandags fordi normalt kan hun ikke huske 10 minutter tilbage.

Men jeg laver trylledejs engle hele formiddagen med hende, og vi har det super skægt. Hun griner højt og siger at vi laver engle med gefühl, og at vi er bedste veninder.

– En anden ting medarbejderne fortæller mig er at denne borger har svært ved nye mennesker og at de aldrig har hørt hende grine eller sige en hel sætning.

Det er svært for mig at forstå hvad det er der gør at hun er så meget anderledes omkring mig, i forhold til når jeg ser hende med medarbejderne. Når hun er sammen med mig, kan hun næsten alt, hun snakker og griner og sidder ret op, men når hun så er sammen med de andre medarbejdere svare hun kun med enstavelses ord og sidder helt faldet sammen i sin kørestol.

Men min kontaktperson Babeth roser mig om eftermiddagen, hun roser mig for mit rolige sind, min
toldmodighed, og for den kontakt jeg har fået med de forskellige borgere skønt at vi har svært ved at forstå
hinanden.

Lørdag 9/2 og søndag 10/2 – 2019

Sidder her og skriver imens det øser ned, så jeg kan ikke engang gå en tur.

Jeg har tænkt meget over rehabilitering til denne borger gruppe, og det jeg ser i min praktik er at der arbejdes med rehabilitering her er vedligeholdelse, og at de arbejder meget for at borgerne skal have en meningsfuld og struktureret hverdag hvor de føler at de er en del af noget socialt.

Jeg skriver i mandags om, at der om eftermiddagen er en medarbejder der ryger foran en borger, hvilket gør mig harm, men jeg ved ikke rigtigt om jeg kan tillade mig at spørge en af de andre medarbejdere om der er en regel omkring rygning når man er sammen med borgerne da jeg heller ikke vil sætte Tom i dårligt lys og måske kan han risikere at miste sit job (Tom er den eneste som ryger på arbejdspladsen)? Men jeg håber at han vil tænke over det jeg sagde til ham og over hvordan borgeren reagerede, næste gang han
tænder en smøg når han er ude og gå med borgerne.

– Jeg synes at det er fint at man er ryger, men at man skal være respektfuld omkring det, så man tænker sig om inden man tænder en cigaret når man er sammen med andre mennesker.

De fleste af borgerne der kommer her i værkstedet bor på et beskyttet bosted enten i Bernau eller her i Lobetal. Det er kun nogle få af dem som bor selv og som kan klare sig selv, men på trods af at de bor selv får de stadig besøg af noget hjemmepleje, da det er nødvendigt at der er opsyn med borgerne i forhold tilindtagelse af kost og væske.

Jeg synes at det er super spænende og helt fantastisk hvordan en borger der fx er dement eller hjerneskadet, pludselig kan en masse ting, bare ved fx at høre noget bestemt musik, genkende en lugt, farve eller smag. De ting må ”tænde” noget i hjernen et minde center eller lignende.

Hvad angår de bestillinger som værkstedet modtager, går betalingerne for arbejde til udflugter og oplevelser til værkstedets brugere. Jeg synes at det er en fin måde at gøre det på, da borgerne ikke selv skal have penge op af lommen (dem har de ikke for mange af i forvejen). De borgere som godt forstår at det er en bestilling de er i gang med at lave, får en tilfredsstillelse i at de stadig kan bruges og at de stadig dur til noget. De bestillinger der kommer ind er med til at gøre hverdagen for borgerne mere værdifuld.