Europa kort

Søren Nissen

Automatiktekniker i praktik hos Liebherr Rostock / Søren N. Nissen

Rostock er en købstad i delstaten Mecklenburg-Vorpommeren, hvis købstadsrettigheder går helt tilbage til 1218. Grundet sin placering ved floden Warnows munding ud til Østersøen, har den gennem tiderne haft stor betydning som handelsby og havneby. Det har været let at transportere varer til og fra udlandet, hvilket fortsat er et stort aktiv for byen i dag. Rostock Havn er vokset til at være landets 3. største Østersøhavn og bære præg af at blive brugt til kommerciel færgeoverfart med forbindelse til Danmark og Sverige, såvel som forskellige former for industri. Heriblandt Liebherr, hvor jeg har været i praktik i 3 uger.

Liebherr er et familieejet firma, der blev stiftet af Hans Liebherr i 1949. Efter 2. Verdenskrig var Tyskland blevet bombet sønder og sammen og et kæmpe genopbygningsarbejde gik i gang. Hans Liebherr så et behov for billige kraner og startede en produktion af tårnkraner der fandt god anvendelse i genopbygningen. Første år blev der produceret 10 stk., men allerede året efter var produktionen oppe på 200 stk. og siden er virksomheden vokset og vokset. Fra at producere tårnkraner i starten, producere Liebherr nu også flydele, husholdningsapparater, gravemaskiner, dumpere m.m.

Hos Liebherr Rostock producerer man havne-, skibs- og offshore kraner der er blandt de største i verden. Det har man gjort siden 2005 hvor produktionen blev flyttet til Rostock fra de Østrigske bjerge. Det var for bøvlet og kostbart at flytte rundt på de store kraner inde i landet og derfor blev produktionen lagt ud til vandet. I dag er Liebherr Rostock en af de største virksomheder i byen med over 1200 ansatte. Virksomheden har sin egen dock på havnen, hvorfra der kan skibes kraner afsted til hele verden.

Det er svært ikke at blive imponeret første gang man sætter foden inden for hos Liebherr. Alting er bare kæmpe stort. Der er 4 haller hvor produktionen foregår og den længste er 740 m lang. Heri foregår op til 90% af bearbejdningen af ståldelene til kranerne. I de andre haller samles de forskellige dele. Det en lille hær af medarbejdere alle sammen iført blåt arbejdstøj med firmalogo og forbogstav samt efternavn, der som en enhed får alle delene til at passe sammen. De fleste medarbejdere har udsyn til eller kommer forbi pladsen, hvor kranerne får monteret udlæggerne og bliver justeret inden de sendes afsted til kunderne. En påmindelse om hvad det er deres arbejde i sidste ende ender ud med.

Praktikken hos Liebherr har sit udgangspunkt i hal 1 hos Herr M. Müller, der er en af afdelingscheferne for hal 1 og med ansvar for at tjekke op på at tingene kører som de skal. Herr M. Müller, eller bare Marcus, har været med fra starten af etableringen af virksomheden i Rostock og har således haft sin gang i virksomheden i 13 år. En erfaren medarbejder, der helt klart føler sig som en del af Liebherr virksomheden og som med stor entusiasme fortæller om virksomhedens bedrifter. Marcus er engageret i arbejdet med at uddanne nye medarbejdere og tager sig blandt andet af lærlingenes uddannelse og uddannelsen af praktikanter fra blandt andet Danmark. Ambitionen er helt klart at gøre sig forståelig på engelsk når der er behov for det, men Marcus foretrækker helst tysk, særligt når det kommer til at skulle forklare tekniske detaljer. Langt henad vejen foregår kommunikationen gnidningsfrit.

I et lille indhak af den store hal er der et ”lille” værksted, i hvert fald set i forhold til resten af produktionshallen. Her får lærlinge og praktikanter lov til at huserer. Praktikanter får ikke lov til at indgå direkte i produktionen, men der bliver stillet motorer, pumper, værktøj og andet grej til rådighed, som er fuldt på højde med hvad der bliver arbejdet med i rundt omkring i de store haller. Der er også nogle rigtig fine undervisningsmodeller som lærlingene selv fremstiller. Jeg skal i løbet af praktikken arbejde en del med hydraulik. Ganske fornuftig disponering fra Marcus´ side, da det ikke har den store prioritering på CELF og størstedelen af kranernes funktioner er bygget op omkring hydraulik.

Hydraulik er en betegnelse for kraftoverførelse ved hjælp af væsker. Typisk bruges der olie, da det anses for at være inkompressibelt. Det vil sige at det ikke kan trykkes sammen/komprimeres som f.eks luft eller gas kan. Ved hjælp af hydraulik kan der enten laves en bevægelse frem og tilbage eller en roterende. Disse bevægelser kan overføres til mange forskellige funktioner, som f.eks hjul der skal dreje, en kranarm der skal gå op eller ned, en grab der skal klemme etc. Typisk er et hydraulisk system bygget op omkring en pumpe, der enten er drevet af en diesel-, benzin- eller elektromotor. Pumpen suger olie fra et reservoir og der oparbejdes et tryk i systemet, der ledes gennem slanger og styreventiler ud til f.eks en cylinder eller en oliemotor der roterer. Olien løber retur til beholderen for så at tage en tur mere rundt i systemet.

Den simpleste hydraulikmotor der findes, er en som den på billedet her. Simpel opbygning og med mulighed for at olien kun kan pumpes en´ vej og dermed kun en retning på akslen der kan drives. Opgaven lød på at skille den ad, forsøge at klarlægge oliens vej rund og samle den igen.

Fascinerende at tænke på, at der har siddet en eller flere skarpe hoveder og udtænkt opbygningen af sådan en motor. Simpelt og så alligevel ikke.

Endnu mere fascinerende bliver det, når man bliver præsenteret for en motor der kan køre 2 veje. Ved at ændre oliens retning rundt i motoren, ændres rotationen af akslens retning. En lidt mere indviklet opbygning, der er praktisk hvis man f.eks gerne vil have et hjul til at bakke i stedet for at køre frem. Motoren her på billedet sidder på kranernes hjulophæng og er med til at styre hvilken retning dækkene har. En lille sensor der får et elektrisk signal fra styrehuset, justere ventilen på motoren der styrer oliens retning. Det er gedigent isenkram og en motor som denne her vejer ca. 5 kg. Den er en af de mindre. Motoren her er samlet og skilt ad et utal af gange og ser derfor lidt hærget ud. Alle dele der monteres på kranerne er selvfølgelig nymalede og nydelige.

Opgaven lød på at skille motoren ad, forsøge at klarlægge oliens vej rundt og samle den igen. Det lykkedes.

Liebherr Akademi er virksomhedens egen interne skole, hvor lærlinge bliver udannet til at indgå i produktionen. Her går der blandt andet elektrikere, smede og svejsere. Det er ganske lækre omgivelser. Værktøj og maskiner er af rigtig god kvalitet, hvilket for mit vedkommende er med til at understrege at stedet er seriøst omkring uddannelsen af deres medarbejdere. Hydraulik temaet fortsatte i dagene på akademiet og der var mulighed for at arbejde med forskellige ventiler, slanger, cylindre m.m.

Lidt ærgerligt var det dog, at der i løbet af de 4 dage på Akademiet ikke var særlig meget undervisning fra en lærer. Det meste foregik som selvstudie på en computer og på væggen vist ovenover. Der var mulighed for at spørge efter hjælp, men så skulle man afbryde læreren i det han foretog sig ved siden af. Det havde i mine øjne været godt med en lidt mere dedikeret lærer. Generelt er jeg lidt skuffet over, at der ikke var gjort mere ud af programmet for de 3 uger. Til tider virkede det lidt som om, at opgaverne blev fundet frem ad-hoc.

Indkvarteringen under mit ophold var på et ”håndværker hotel”. 1. Etage oven på et supermarked, var indrettet med værelser af forskellig størrelse alt efter hvor mange gæster. Umiddelbart var det nemt at sørge for mad i og med indkvarteringens placering. Men lidt overraskende var det, at se køkkenforholdene. Det var åbenbart meningen, at køkkengrej var noget man skulle have med hjemme fra.

Jeg måtte gennem viceværten skaffe en gryde, tallerken og lidt bestik. Det var lidt en streg i regningen og det blev ikke til de store køkkenudfoldelser i løbet af de 3 uger. Heldigvis var kantinen hos Liebherr ganske god og det var muligt at få lagt en god bund til frokost. ”Hotellet” lå i et industrikvarter, ud til en stor indfaldsvej til Rostock samt en jernbane hvor der blev transporteret træ via. I mine øjne et lidt trist sted at opholde sig. Hjemme fra CELF var beskeden at i Tyskland arbejder man 40-45 timer om ugen. Men med en arbejdsdag der hed fra 0845-1400 inkl. en times pause, var der temmelig megen tid der på anden vis skulle bruges i løbet af en dag. Jeg fik tiden til at gå med at løbe og bevæge mig rundt på opdagelse i Rostock og Wärnemunde. Det var nemt at komme rundt med s-tog og bus. Med min medbragte cykel kunne de 18 km til Liebherr også bruges som fornuftig beskæftigelse.

Jeg vil gerne anbefale andre at tage af sted i praktik i Tyskland, for der er helt sikkert masser af viden og erfaring at hente. Men jeg vil sikre mig, at der ligger en helt klar plan for hvad man skal foretage sig dernede, således der er forventningsafstemt fra begge parter og man ved hvad der forventes af en.