Sörmland, Sverige 2. marts - 30. juli 2026

Det summer af liv, og sommerfuglevinger flagrer i gårdsbutikkens kantbede, hvor lilla lavendel og katteurt står i kontrast til sommerens gule og røde annueller. På den grønne kløvereng, som forbinder gårdsbutikken til den lille planteskole, går folk fra nær og fjern rundt og spiser økologisk is under en sommerblå himmel. På grusstien, der slanger sig i blomsterlandskabet fra væksthusene op mod butikken og fortsætter op til kompostpladsen, løber jeg og min kollega side om side, med hver sin trillebør fyldt læsset med kolort. Kapløbet op til kompostpladsen var ikke planlagt, det var en af den slags impulsive begivenheder, som indtræffer, når hæmningerne slipper sit tag i én, og perspektivet ændrer sig. Side om side går den ene lidt hurtigere end den anden, og pludselig er man i leg og løb. Hvad der let kunne imødekommes som en tung og træls opgave, forvandles i øjeblikket til en skæg udfordring, så det er grinende og prustende, at vi sprinter imellem Skillebyholms begejstrede sommergæster, som hepper på os fra sidelinjen.

Ingen rynker næsen af, at vores trillebøre er overfyldte med stinkende gødning, for folk, som tiltrækkes til denne forunderlige, antroposofiske niche, er alle indforstået med, at gødning ikke er beskidt, men værdifuldt.

Da jeg i april 2026 startede min OPU som gartnerelev på Skillebyholms Odlingar i Sörmland, Sverige, var det med en betydelig mængde forbehold i mente, for man havde jo hørt i krogene og klasselokalet, at det dér med biodynamik var inden for gartnerfaget lidt anset som en dyrkningsmetode, der påkræver en sølvpapirshat. Retorikken om emnet havde en vis undertone af, at trods man ikke ville underminere biodynamikkens naturvidenskabelige grundlag, så var det, for at kalde en spade for en spade, da vist kun hippier og tosser, som troede på, at det spirituelle og åndelige har mindst lige så stor betydning i planteproduktion som det, man kan måle, tage og føle på.

Interesseret i at forstå denne kontroversielle dyrkningsmetode gik jeg derfor ind i min rolle som lærling med et åbent sind. Jeg havde dengang jeg startede, ingen anelse om, i hvor stort omfang mit perspektiv ville ekspandere, og mine skjulte, underliggende fordomme erstattes af en forståelse af, at en holistisk tilgang til dyrkning af maden, vi spiser, har lige så fysiologiske følgevirkninger, som åndens velvære er immateriel. Det spirituelle aspekt af biodynamik har nemlig udelukkende betydning, i det omfang hvert individ giver det betydning. Når hver eneste medarbejder har planterne og jorden i hænderne, med sin subjektive forståelse for, hvordan dyrkningen ikke bare er vigtig for at fylde en produktionsrelateret kvote, men værdifuldt for én selv og sin indflydelse i verdenen, så resulterer det i en optimeret arbejdsindsats. Det endelige resultat? Kvalitet.

Aldrig har en tomat smagt så godt, som den allerførste jeg høstede, velvidende at jeg havde haft dén plante i hænderne igennem adskillige ompotninger siden den var på størrelse med en negl, skovlet kolorten og blandet komposten, som gav den næring, og svedt hundredvis af timer i et væksthus med at vande, knibe og opbinde den.

Biodynamik opfordrer til at omfavne holismen i dyrkningen af vores mad, fordi vi selv indgår i den cyklus. Den kendsgerning blev for min del endnu mere forstærket, fordi jeg under hele mit ophold boede på Skillebyholm i et af deres kollektiver – en lyserød villa kaldet Flygeln, sammen med seks andre mennesker. Grænsen mellem ”arbejdsplads” og ”hjem” blev derfor ganske udvisket og sammensmeltede til et koncept om ”levemåde” i stedet for ”et job”, fordi jeg integrerede mig i mit miljø i så mange andre aspekter end at bare udføre mine arbejdsopgaver.

Det sociale nærvær var ekstra betydningsfuldt, fordi alle – i deres diversitet, nuancer og forskellige holdninger, synspunkter og kompetencer – arbejdede mod det samme mål; grøntsager der smager fantastisk, og at fodre nysgerrigheden ved at tage læring og viden til sig. Når arbejdsdagen i marken var slut, behøvede samtalen om mycelium ikke at slutte. Den fortsatte vi i køkkenet, mens vi tilberedte vores aftensmad – oftest lavet på høsten taget på gåturen tilbage fra frilandet 10 min. forinden.

SKILLEBYHOLM

Skillebyholm blev grundlagt i 1970’erne som biodynamisk uddannelsesplads og har siden dengang fulgt de økologiske og biodynamiske retningslinjer i sin produktionsmodel.

I dag består Skillebyholm af fem væksthuse og cirka 1 ha friland til grønsags-, sommerblomst- og staudedyrkning, planteskole, frugtplantage, urtehave til teproduktion, blomsterhave, gårdsbutik, hvor afgrøderne og teen sælges, pakhal med vaskestation, isbutik, systematiseret kompostplads, adskillige bygninger til uddannelseslokaler såvel som andre huse til kollektiv beboelse.

Sidst men ikke mindst er op mod næsten halvdelen af områdets grønne arealer dedikeret til biodiversitet; blomsterenge og buskads bringer ind økosystemets naturlige beboere i al sin mangfoldighed.

Hvad der især blev en øjenåbner for mig, var, at alle lige fra mine roomies til mine kollegaer og lokalsamfundet, der tog hele vejen ud på bøh-landet for at handle i gårdsbutikken, besad en øget bevidsthed om, hvad de kom i deres kroppe, og hvilket aftryk de efterlod. Der var kort sagt ingen blind tro. Alle valg, de tog om deres mad, og hvor den kom fra, var aktive valg. Informerede valg. Ikke ligesom når størstedelen af os – undertegnede desværre inklusiv – oftest igennem et helt liv handler i store supermarkeder efter vores kroppes byggesten og baserer valget på, hvad der er billigst. Ikke hvad de byggesten er lavet af, eller hvad de gør ved os, når vi optager dem i vores celler, men hvordan vi sparer flest penge, så vi kan betale mindre af vores tid til de samfundsfunktioner, vi udfylder – også kaldet arbejde.

Med respekt for en vis grad af pragmatisk logik, så er min pointe ikke at opfordre alle til at kaste hænderne i vejret og blive grøntsagsgartnere og landmænd – for så kollapser lagkagen. Men der findes en gylden mellemvej, og for mig blev den at se mit arbejde som en levevis.

Jeg kigger tilbage på de fire måneder og ser, hvor meget jeg har vokset. Rent fagligt faldt der jo guldkorn fra højre og venstre fra mine to mentorer, som var lige så forskellige som nat og dag, og med dét faktum kom den befriende kendsgerning, at der findes lige så mange måder at være gartner på, som der findes gartnere. Jeg fik en længe ventet klarhed over, hvordan en produktion rent faktisk går til, hvordan man skemalægger overblikket, og hvilke processer der skal gøres hvornår og hvorfor. F.eks. ville man aldrig i en produktionssammenhæng kun sætte ét hold rødbeder i jorden og sige: ”Tak for sæsonen, det var det.” Der er man nødt til at vide, at præcis den afgrøde har relativt kort kulturtid, og få det meste ud af sæsonen ved at så et nyt hold hver tredje uge. Det betyder, at man har en hulens masse rødbeder i gang i forskellige stadier af deres udvikling, som alle skal vandes, tyndes ud, luges og høstes på forskellige tidspunkter. Med andre ord – man behøver en plan. Planlægning og teori har man jo haft masser om i klasselokalet, men det sætter sig helt anderledes på nethinden, når man kombinerer det ved at have det i hænderne. Jeg tror, den praktiske erfaring er dét, som jeg sætter mest pris på, hvad gælder min faglige indlæring, og desuden dér, jeg nok har vokset allermest – ikke mindst min selvtillid for mine faglige kompetencer.

Jeg gik fra en grønskolling med tusind spørgsmål til at hjælpe med at oplære vores praktikanter og svare dem på mange af de selvsamme spørgsmål, jeg havde. Mod slutningen havde jeg stadig tusind spørgsmål, men de var nye spørgsmål, som byggede på nye erfaringer.

Skillebyholm er en skole (blandt mange andre ting), og det mærkedes specielt i, hvordan mine mentorer gav plads for mig til at tage initiativ. Der var en grundlæggende forståelse for, at man er nødt til at have det i egne hænder for at lære noget. Det var min oplevelse, at dedikation og nysgerrighed blev belønnet med respekt og faglig ligestilling. Ved flere tilfælde og situationer spurgte min mentor mig, og samtlige andre lærlinge: ”Hvad synes I? Hvad ville I gøre?” Det er svært at sætte ord på, i hvor høj grad den slags tillidserklæringer til ens faglighed får selvtilliden til at gro.

Det ligger måske implicit til et erhverv som er fysisk krævende, men et andet aspekt over min oplevelse, som var positivt overraskende, var, at ikke nok med at jeg dyrkede en sund psyke hver dag og nød alle dagens udfordringer, så føltes kroppen som en okse. Jeg kunne gå krabbegang i bedene i flere timer, squatte 400 gange om dagen i tomatrækkerne eller flytte en hel kompostbunke med trillebør, og alligevel sov man så godt om natten, at man bare var klar igen næste morgen. Det forbløffede mig, hvor meget min krop faktisk er i stand til.

Kropslig gøren og psykens vilje. Kost, som var arbejdet, jeg vågnede til om morgenen, arbejdet blev kosten, jeg spiste om aftenen. Mit sociale netværk var min nabo, min kollega, mit lokalsamfund.

Måske der er sandhed i udsagnet, at det kun er hippier og tosser, som dyrker holismen, der ligger implicit, når grænserne udviskes. Argumentet er jo selvfølgelig, at alt der hedder sjælens tilhørsforhold og individets sociokulturelle opbygning, har ingen plads i en naturvidenskabelig debat om faglig produktionsydeevne. Og det er da en utrolig spændende debat, som ikke skal fornedres af et simpelt ja eller nej.

Det eneste jeg kan sige er, at jeg tror aldrig, jeg har indgået i et fællesskab, hvor det var så tydeligt, at hver eneste person omkring mig bar sig selv i deres gøremål med en følelse af værdi og mening. Og jeg havde da så sandelig været tosset, hvis jeg ikke kunne se, at alle grøntsagerne smagte så fantastisk, at de udsolgtes samme dag, fordi vores incitament til at knokle for deres vækst og velvære var sammenhængende med personlig og eksistentiel gratifikation.

HVAD ER BIODYNAMIK?

Det pragmatiske svar: en dyrkningsmetode, som indbefatter anvendelse af naturligt fremstillede præparater i landbrugsjorden og komposten, som er lavet af planter og organiske substanser med særlige egenskaber.

Det dybdegående svar:
Nøgleordet i biodynamik er nok den gennemgående forståelse af balancen i naturens cyklus. Et perfekt eksempel på, hvorfor biodynamik opfattes kontroversielt, er humuspræparatet. Humuspræparatet fremstilles af kogødning, som indeni et kohorn formuldnes nedgravet i jorden over vinteren. Om foråret opgraves det, og dets funktion er at ”vække jorden til live” efter vinteren, så de dvalende organismer i den aktiveres. Kortfattet hjælper humuspræparatet spiringsprocessen i frø ved at aktivere mikrolivet i jorden. Nedgravning af kohorn er en agrikulturel praksis, som har eksisteret i hundrede – hvis ikke tusindvis – af år, inden industrialiseringen introducerede prioriteringen af kvoteopfyldninger for kapital på 1900-tallet. Det er den spirituelle og kulturelle del. Den anden del er, at det er videnskabeligt bevist, at humusindholdet i jorden er helt essentielt for mikroorganismerne, som i forlængelse heraf er helt og aldeles essentielle for jordens sundhed. Du kan ikke kalke, gøde eller sprøjte dig frem til succesfuld planteproduktion, hvis jorden ikke er sund. Så kortfattet er biodynamik en 50-50 på det, vi fra et naturvidenskabeligt grundlag ved er bevist, og den åndelige, subjektive forståelse af at være et levende væsen i et økosystem ved at forstå og værne om den cyklus, det indgår i.