Europa kort

Trine Schwartz

Costa Del Sol 15. – 5. november 2015


Jeg landede i Malagas lufthavn den 15. november omkring 10:00. Jeg var meget spændt på hvilke mennesker, hvilke udfordringer og hvilken kultur jeg skulle til. Jeg tog min bagage, og gik ud til Taxa parkeringspladsen. Det var en smilende taxa chauffør som tog imod mig. Jeg viste, ham papiret med adressen hvorefter han kørte mig ud til caféen, imens han fortalte om byen.

Jeg blev taget godt imod, da jeg ankom på caféen. To smilende mennesker gav mig hånden og bød mig velkommen. Det var Arne og Indira.
Jeg fik derefter noget frokost, mens jeg sad og betragtede Café Copenhagen. Det så ud som om de havde meget travlt. Der var mange kunder. Caféen lå i et meget lækkert område.
Imens jeg spiste min frokost var der en pige som kiggede meget på mig. Arne kom på et tidspunkt hen til mig og fortalte, at der var en pige som gerne ville hilse på mig. Det var en pige som hed Simone, som spurgte efter mit nummer. Jeg blev en smule overrasket over, at der allerede på første dag var en vildt fremmed pige, som havde spurgt, om jeg kunne tænke mig at ses med hende på et tidspunkt. Det var fedt, at opleve en åbenhed overfor nye mennesker. Arne fortalte, at der var mange danske piger, som arbejder i området omkring Malaga, som arbejder i forskellige CallCentre. Disse danske piger er meget interesseret i at snakke sammen, og lære hinanden lidt bedre at kende.
Da caféen lukkede kl. 14:00 gik mig, Indira og Arne og deres søde lille hvide hund Fie en tur. De ville meget gerne vise mig vejen ned til stranden og havnen. Det så utrolig lækkert ud, med alle de palmer, det blå vand samt bjergene.
Jeg skulle bo hos Arne og Indira i de tre uger på et gæsteværelse, som lå få minutter fra caféen.

Jeg blev sat til, at lave en masse kager. Der var mange kager, som skulle laves. Der var kager på bestilling og en masse kager, som skulle bages til butikken. Jeg fik en masse tips omkring bagning, som jeg virkelig kan bruge. Det er blandt andet, at man med mange af redskaberne, kan sparer pengene ved at lave redskaberne hjemme.
Udover tipsene fik jeg set, at man i Spanien ikke har fløde, smør eller mælk af samme kvalitet, som vi har her i Danmark. Mælken er eksempelvis ikke frisk, som det er i vores butikker. Det er langtidsholdbart. Fløden i Spanien kan ikke opvarmes, så man skal finde noget specielt fløde, som tåler opvarmning. I smørret er der tilsat en masse tilsætningsstoffer, så smørret er helt hvidt, og ikke gult som vi kender det i Danmark. Det var meget sjovt, at kende til de produkter, som de har til rådighed. Jeg fandt også ud af, at der lå en lille udfordring i at finde ingredienserne. Da jeg ledte efter sukker, fandt jeg ud af, at sukker på spansk hedder Azucar og flormelis var Azucarglas, så man lærte også små ord på spansk efterhånden.
En lørdag var der et arrangement på caféen med 24 mennesker. Det havde Arne og Indira aldrig prøvet før. Det var en spænende udfordring! Og en udfordring blev det. Der var meget, at se til på den lille café, som der udover de 24 gæster, også havde udefrakommende kunder. Det var mange mennesker for 3 personer, men vi klarede det. Gæsterne virkede glade og tilfredse.
I de to weekender som jeg nåede at være på Café Copenhagen, kørte Arne og Indira med weekend tilbud på eksempelvis kage og kaffe/sherry for 2.30 euro. Jeg valgte selv hvilke kager jeg ville bage. Jeg valgte Tivolikagen i første uge, som konditor Gert Sørensen havde kreeret. Tivolikagen består af mørdej, æblemos, flødeskum, marengs som er dybet i romfromage, pyntet med en ribs spiral. I den anden weekend lå valget på en Flagkage. Det var en kage, som vi også har prøvet at lave i timerne på Celf. En meget sjov kage at lave, som består af røde lagkagebunde og en ganache creme af hvid chokolade og lime.

1 2

 

 

 

 

 

 

 

 

En af Arne og Indiras koncepter med butikken var, at hvis en kunde spurgte ind til ugens kage, så skulle man komme ud og præsenterer om sin kage. Man fortalte hvad kagen bestod af, og hvilken historie kagen havde. Det var ret sjovt, fordi der var mange forskellige nationaliteter på caféen, så engelsk talte man meget.

Selvom at jeg fik lov til at bestemme meget af det som jeg ville bage, lærte jeg også en masse nye teknikker. Jeg lærte en teknik omkring hvordan man strammer boller op og en masse sprøjteteknikker. Da jeg havde fortalt, at jeg ikke var så god til at håndtere mørdej endnu, blev jeg sat til, at lave mørdej rigtig tit. Det var super fedt, da jeg nu har lært at føle hvornår dejen har nået den rigtige konsistens.
Derudover bagte jeg meget kanelstænger. I og med der altid skulle være mindst en lagkage i montreren hver dag, så fik jeg også lavet enormt mange lagkagebunde.

Da det blev 1. december lavede jeg klejner. Det var første gang Indira havde smagt klejner. Hun synes konsistensen var lidt mærkelig, men man kunne mærke, at hun syntes det var spændende. Dog var det ikke sidste gang hun havde med klejner at gøre. Allerede om søndagen, dagen efter jeg kom hjem havde hun bestilling på klejner.
Jeg afprøvede også en af Celfs’ opskrift på Honninghjerter, som var med på Vinmessen i år. Vi havde helt friskt honning fra en bi stage og friske krydderier. Vi stødte krydderierne selv. Det duftede himmelsk! Det er utrolig hvor anderledes det kan smage, når man udskifter stødte krydderier og forarbejdet honning med friske råvarer. Dog havde de andre danskere, som smagte dem ikke samme holdning. Alle danskerne syntes, at kagen smagte mærkeligt. Folk som havde en anden nationalitet, kunne vildt godt lide kagen. Det er mærkværdigt, at tænke på, at vi hos de fleste steder i Danmark køber honninghjerter, som er tilsat alle mulige tilsætningsstoffer, som gør at vi tror honningkagen skal smage sådan.

3

 

 

 

 

 

 

 

Jeg mødte Line, som af og til kommer i Caféen og hjælper med at gøre rent, da det kun er Arne og Indira som arbejder i caféen hele dagen. Fra 09:30 til 13:30 kommer Eva, som hjælper i Caféen og som opvasker, dog kun i hverdagen. Line ville gerne mødes til en kop kaffe eller en øl, så hurtigst muligt blev vi enige om at skulle ses. Hun ville gerne vise mig området, som vi boede i. Jeg fik at vide, at byen var delt op i 3 bjerge. Der hvor jeg boede hed Benalmádena Costa. Byen højere oppe hed Arroyo Dela Miel (Honningdalen). Byen højest oppe hed Fuengirola.

I byen Arroyo var jeg fredag den 20. november til deres lokale lille marked. Det var en fast stamkunde fra caféen, som viste mig rundt, da jeg havde efterspurgt om lokale fødevarer, samt hvilken frugter som der var sæson for, som jeg ville bruge til mine kager.  Inden han blev pensionist, var han faglærer inden for kok og tjener. Så han havde en enorm stor viden inden for alle de grøntsager, kød og krydderier som vi så. Jeg var meget imponeret over alle deres grøntsager, som er dobbelt så store som vores.
Til markedet havde han købt rejer, som han pillede. Det førte til, at vi de to første mandage fik rejemadder på fransbrød. Rejerne havde en dejlig frisk smag. Desuden var det super hyggeligt, at sidde i butikken efter lukketid, og nyde selvskabet sammen med en masse søde mennesker.
Arroyo kunne også byde på meget mere end et marked. Der var super hyggelige små gader, og man havde en fantastisk udsigt udover bjerge og nærlæggende huse.
I Arroyo så man flest turister om dagen, som gik på gaden. Helt anderledes så det ud om aftenen, da jeg var ude og spise min sidste middag sammen med Line, som jeg efterhånden havde fået et ret godt venskab med. Alle spaniolerne kom ud af deres lejligheder og ud i den blide aften.

Jeg nåede også, at se et marked i Fuengirola. Det lignede det marked, som jeg havde set i Arroyo, men det her marked var betydeligt større. Vi gik rundt og så på alle frugtboderne, tøj ovs.
Da vi var færdige på markedet gik vi rundt i byen, da det var første gang jeg havde set byen. Han viste mig et center, hvor man solgte friskt kød. De var ved, at lukke da vi kom, så vi nåede desværre ikke, at se så meget.
Da vi kom tilbage til Benalmádena Costa, gav han en lokal spansk øl, som smagte godt. Derefter tog vi hen og spiste smørrebrød på caféen, som var noget butikken også solgte godt på.

Søndag den 29. november viste Line mig Malaga. Søndagen var en kort dag, hvor vi lukkede kl. 14:00. Ca. Kl. 16:00 tog jeg toget til Malaga. Igen indså jeg den store forskel på den spanske kultur i forhold til den danske. Toget kom før tid, så man skal komme i meget god tid. Spaniolerne har et meget afslappet sind, i den forstand at de ikke er så fastlagt til at komme til tiden, som vi er herhjemme. Men jeg nåede toget. Malaga lå i fine omgivelser, man kunne se de smukke bjerge, og byen lå tæt på havet. Det var smukkere end selve byen.
Line viste mig et sted hvor man havde fået lov til at lave graffiti offentligt. Det var meget flot. Det lå ned til vandet. Man måtte ikke gå hen til malerne, da der var hegn omkring, men det var sjov og spændende graffiti, og det lignede at folk havde det godt.
Derefter gik vi lidt rundt i byen. Jeg så julepynten, som slet ikke minder om det som vi har herhjemme. I Spanien har man ikke gran, så julepynten meget af julepynten er lavet af jern.
Efter vi havde drukket en kop kaffe, viste Line mig en borg. Vi gik op af den stejle bakke for, at komme helt op på toppen af borgen. Der var en sindssyg flot udsigt over Malaga. Desværre var det lidt skyet, så man kunne ikke se lysene længere ude. Det var en udsigt, som jeg sent vil glemme.
Efter vi kom ned var vi godt sultne. Vi fandt et sted, hvor vi spiste kebab, og tog toget hjem derefter. Det havde været en lang, men god dag!

Kulturen er også en del anderledes end i Danmark. Jeg er meget beæret over, at få denne oplevelse. Spaniolerne virker meget afslappet i deres sind. Jeg fik at vide at den spanske befolkning havde et ordsprog således: ”Hvad vi ikke når i dag, når vi i morgen”. Det var sjovt, at se hvor meget vi danskere stresser rundt for andre mennesker, og føler det så meget som en forpligtelse. I Spanien har de selvfølgelig også en forpligtelse, men deres tankegang virker alligevel mere afslappet.
Man kunne også se deres afslappet holdning, da vi i Danmark oftest går, når caféen lukker. Sådan har spaniolerne det ikke. Det bliver tværtimod siddende. Ikke for at være provokerende, men deres holdning er bare, at man hygger sig der hvor man er nu. Omvendt lagde jeg også mærke til, at hvis butikkerne ikke havde noget at lave, kunne de godt finde på at lukke før tid. Det gør vi heller ikke i Danmark, da man lukker når butikken officielt har lukket.
Mange af den spanske befolkning kan ikke tale engelsk. Selv mange af de unge kan ikke snakke engelsk, hvilket var bemærkelsesværdigt.
En af de store forskelle var også, at der i gennemsnit var 22 grader hver dag. Det var så skønt i forhold til Danmark, hvor jeg så på Facebook, at der i mellemtiden havde været snestorm nogle steder i Danmark. Det er sjovt, at tænke på, at lidt mere end 3000 km væk, går man i korte shorts og T-shirts, mens man her går med tykke vinterjakker og pakker sig ind. Det er en stor forskel.
Jeg spurgte på et tidspunkt om tremmerne på alle de spanske huse var kultur eller det var på grund af kriminalitet. Jeg havde set det samme i Frankrig, så det undrede mig om det var en byggestil eller om der var en grund. Der fik jeg at vide at det er på grund af meget høj kriminalitet, at man vælger, at sikre sig i så høj grad, som de gør dernede.

Det som jeg fik ud af turen var, at jeg er blevet bedre til at tænke selvstændigt, når jeg skal lave en kage. Man skal ikke følge opskrifterne, hvis det der står virker ukorrekt. Derfor skal man huske, at se kritisk på, som andre skriver. Jeg er blevet mere selvstændig, som person af den her tur.
Jeg lærte, en masse nye søde mennesker at kende, både personligt, og også kunder.
Noget som jeg er mest glad for, er at jeg har lært nye kulturer, at kende. Man får ikke samme oplevelse af kulturen når man ’’bare’’ er på ferie. Jeg har meget gerne ville se et andet land, så man fik sit egent samfund sat i perspektiv. Der er mange ting, som vi kunne lærer fra Spanien, men samtidig kunne de også godt lærer lidt af os.

Billag 1. Af havnen i Benalmádena Costa

4

 

Billag 2. Arroyo

5

 

Bilag. 3 Set fra borgen i Malaga

6