Europa kort

Arela Rizvanovic

Evaluering af Portsmouth


 

 1

 

Ankomsten


Først ankom vi til Londons lufthavn; Heathrow. Derefter blev vi kørt til Portsmouth hvor vi skulle hen til vores værtsfamilier. Ved døren blev vi modtaget af Massimo og de mange italienere som også var i praktik i England. Vi skulle ikke være i samme hus som selve værtsfamilien; vi skulle være i huset ved siden af, sammen med de andre som var i praktik i England, mens Massimo og June havde deres eget hus lige ved siden af. Massimo viste os til vores værelse, kort efter skulle vi spise. Da vi skulle spise gik det op for os hvor mange vi egentlig var i huset; inde i stuen var der et langt bord og der blev lagt et ekstra bord for enden, og alligevel blev Helene, Jeg og nogle andre fra Polen, nødt til at side ved andet lille bord i køkkenet fordi der ikke var plads til os alle sammen. Vi var 24 i alt.

3 2

 

 

 

 

 

 

 

 

Inde i huset


Vi skulle bo på værelse på med to andre piger fra Italien. Vi kunne desværre ikke rigtig snakke med dem, da deres engelsk ikke var så godt, og resten af huset var næsten også fyldt med italienere, som heller ikke var så gode til at tale engelsk. Heldigvis så var der også nogen fra andre lande, vi blev især gode venner men nogle drenge fra Ungarn, som vi også var ude at drikke og hygge med.

En ting som jeg personligt var meget lettet over, var at Massimo lavede meget god mad (men nu har han jo også været professionel kok). Jeg har altid været utrolig kræsen, og det tog ikke lang tid for Massimo at regne ud at jeg ikke spiser så meget og at jeg er ret kræsen, hvilket ikke så ud til at gå ham på, han jokede endda meget med det, og han sørgede altid for at der var mad som jeg kunne lide, som f.eks. ris, kylling, pasta, kartofler og pizza. Massimo var uden tvivl en typisk rar italiensk mand. Helene og jeg fortalte ham at der simpelthen var for mange inde i det andet hus og at det larmede rigtig meget, så han gav os lov til de første par dage at spise inde hos ham og Veronica (en ung pige som bor der og studere på universitet). Der var meget hyggeligere inde hos Massimo, det føltes meget mere som et hjem; tv’et i stuen var tændt så Massimo kunne sidde og følge med i de italienske nyheder, Veronica var rigtig god til at tale engelsk, så det var ikke et problem at holde en samtale kørende.

4

 

 

 

 

 

 

 

 

Arbejdspladsen


Tine og jeg skulle egentlig have arbejdet i Primark, men IBD ændrede det, så i stedet blev vi sendt til en lille sko butik som hedder ”I’m Wonderful”. Vores Chef var meget stolt over navnet, han sagde; ”When people say the name, they have to say they’re wonderful”. Vi solgte ikke kun sko inde i butikken, vi solgte også tøj og tasker. Jeg er utrolig glad for at vi blev sendt i den her sko butik i stedet for Primark. Vi fik lov at arbejde med kunder, hvilket jeg personligt syntes var det bedste af alle de det vi skulle lave. I starten var det dog ikke helt nemt. Den første dag var der en ældre kvinde som spurgte mig om vi havde et bestemt par sko i sort i størrelse 8, jeg vidste hverken hvad størrelse 8 var eller hvor jeg kunne finde skoene. Men når man endelig har sat sig ind i det, så er det rigtig hyggeligt at hjælpe kunderne, mange af dem vil også rigtig gerne hører ens mening, hvis de ikke kan bestemme sig for hvilke sko de vil have. Vi fik også lov til at sortere skoene som ikke var fremme i butikken, hvilket jeg ikke var specielt glad for, da vi både havde sko nedenunder og ovenpå, så hvis en kunde vil have f.eks. en størrelse 4 og vi ikke lige havde dem ude i butikken, skulle vi løbe op og tjekke alle skoene ovenpå, hvis ikke man kunne finde dem, skulle man tjekke nedenunder. Som regel kunne jeg ikke finde dem, fordi vi ikke havde flere tilbage, hvilket heller ikke er sjovt at skuffe kunden med. Men vores chef sagde at grunden til at vi skulle tjekke selvom vi var sikker på at vi ikke har flere tilbage er for at kunden i det mindste kan se at man gør en indsats.

5

 

 

 

 

 

 

 

 

Hver morgen når jeg mødte op blev jeg sat til enten at feje i butikken eller vaske støv af hylderne og skoene. Én ting som var en udfordring for mig, var at stå ved kassen, jeg har aldrig arbejdet i butik før, så det her var min første gang bag en kasse. Chefen var rigtig god til at forklare mig hvordan det skulle gøres, men så var det næste problem selvfølgelig at vi skulle arbejde med pund og pence hvilket godt kan være lidt besværligt indtil man lige har sat sig ind i det. Men jeg synes selv at det er lidt sjovt, at jeg syntes at stå ved kassen virkede lidt skræmmende, senere ændrede sig til en af de ting jeg bedst kunne lide at lave.

6

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg kunne rigtig godt lide vores chef. Jeg syntes er en meget inspirerende person. Han er en religiøs mand, som man ikke rigtig har small talks med, det var for det meste nogle dybe taler. Han spurgte ind til hvad Tine og jeg ville senere i livet i forhold til arbejde og karrier. Vi fortalte ham hvad vi virkelig vil, og han sagde han syntes det var så fedt endelig at møde nogen som faktisk har tænkt sig at nå nogle større mål. Efter vi havde fortalt ham om vores mål, begyndte han hver dag efter vi havde fået fri at holde en mindre ’tale’ om hvordan man opnår succes, og jeg har uden tvivl taget hans råd til mig, han er trods alt ret succesfuld; Han designer sko, og rejser tit til forskellige lande, f.eks. Kina, Grækenland og Frankrig. Han var også meget observerende, han ville holde nøje øjet med os, og så fortalte han os hvordan vi klarede os. Han tog mig tit til side for at fortælle mig hvad han syntes jeg klarede rigtigt godt, hvilket var meget ret, jeg følte at jeg blev værdsat. Den sidste dag på arbejdet tog han fire af os ud på kinesisk restaurant, hvor han fortalte os om de få tidspunkter hvor vi hver især havde imponeret ham. Han er helt klart en chef man ikke møder så tit.

7                                                                                                             

 

 

 

 

 

 

 

Portsmouth


Den sidste dag var ikke en rar dag, jeg var ikke klar til at tage hjem. Tre uger var gået alt for hurtigt. Det var så trist at skulle sige farvel til nogen af personerne i huset, June og Massimo og dem jeg havde arbejdet med. Jeg havde lært folk at kende derhenne som jeg ikke havde lyst til at tage afsked med. Selvfølgelig glædede jeg mig til at komme hjem og sove i min egen seng og se min familie og venner igen, men det var simpelthen en oplevelse at skulle stå på egne ben i et andet land, og lære helt nye mennesker og en anden kultur at kende. Jeg kunne uden tvivl godt have brugt lidt flere uger i England, også for at få muligheden for at se mere af England, da der desværre ikke var så meget tid til det, fordi vi skulle arbejde ret meget. Men vi fik da stadig set noget af Portsmouth, vi fik f.eks. set Gunwharf Quays, hvilket var den noget dyre side af Portsmouth; en masse designer butikker med dyre design varer. Jeg havde brugt rigtig meget tid på ”Commercial Road” eller også kaldt ”City Centre South” hvor jeg fik shoppet rigtig meget inde i Primark; en butik som er utrolig billig, med en masse fantastiske varer. Jeg fik købt en masse tøj derinde og endda også en flot ny jakke og en mindre kuffert.

8

 

 

 

 

 

 

 

 

Turen hjem


Da vi skulle hjem var stemningen i huset ikke særlig god, det var ikke så rart at skulle sige farvel til personerne i huset som man havde skabt en venskab med og Massimo og June. Vi var meget hurtige til at få pakket vores ting, og så sad vi bare resten af tiden nede i stuen og snakkede med værtsfamilien og drengene fra Ungarn. Vi fik også taget nogle billeder sammen. Efter vi havde ventet i noget tid blev vi hentet, krammede og sagde farvel og kørte så til Heathrow lufthavn, hvor vi skulle checke ind osv. Da jeg skulle igennem scanneren, bippede den, på grund af mine høje sko, så jeg blev bedt om at tage dem af og så blev jeg kropsvisiteret, hvilket ikke føltes særlig behageligt. Ikke nok med at maskinen bippede og jeg blev kropsvisiteret, så kom min håndbagage også ud på den forkerte side, fordi jeg havde glemt at tage min shampoo og balsam ud. Det blev selvfølgelig konfiskeret. Selve flyveturen var okay, jeg har aldrig været særlig glad for at flyve men jeg er glad for at intet skete. Da vi ankom til Kastrup lufthavn, ventede min familie på mig, det var rigtig dejligt at se familien igen efter 3 uger.

Men der er ingen tvivl om at jeg skal til England igen. Efter denne oplevelse overvejer jeg nu også at søge elevplads i England.

9 10 11